Pæretærte med mazarincreme (fra coop.dk)

Det er længe, længe siden, at jeg sidst har bagt kage. Der er bagt småkager i metervis i december måned, men nogen reel kage er det ikke blevet til. I weekenden havde Manden fødselsdag, og vi havde inviteret gæster til boller og lagkage, så jeg synes,at det var på sin plads at bage noget kageværk. For ca. 1 måned siden blev min barndomsveninde 50 år (vi har kendt hinanden siden 1. klasse – det er f….. mange år!) og hun havde lavet et hav -og jeg mener hav – af kager i alle mulige lækre afskygninger. Her havde hun bl.a. også bagt denne skønne, skønne tærte, som jeg under alle omstændigheder var nødt til at bage og servere for vores gæster.
Den er ganske enkelt så lækker og cremet, og hvis du servere den med cremefraiche, flødeskum eller som jeg gjorde med lidt vaniljeis til, så lover jeg, at du kan høre englene synge 🙂
Nå, men her er opskriften så:
Mørdej:
200 g hvedemel
70 g flormelis
100 g blødt smør
1 æg
Mazarincreme:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g blødt smør
2 æg
30 g hvedemel
3-4 pærer (friske – ikke noget med dåsepærer her)
50 g smuttede mandler
Fremgangsmåde:
Kom hvedemel og flormelis i en skål og smuldre smørret i. Saml dejen med ægget. Juster evt med lidt mere hvedemel, hvis dejen er for klistret, og modsat koldt vand, hvis den er for tør. Dejen skal kun lige samles til en ensartet masse, ikke ælte for længe.
Læg dejen på køl i ca. 30 min.
Tænd ovnen på 175 grader
Rul dejen ud så den passer i en tærteform på ca. 27 cm i diameter. Skær det overskydende dej af kanten rundt. Prik i bunden med en gaffel. Læg et stykke bagepapir oven på tærtedejen og fyld den med tørrede bønner eller ris (ellers vil den stå i en bue op i bunden og kravle ned fra kanterne)
Bag den i ca. 15 min. Fjerne bønner/ris og bag bunden i yderligere 5 min. Tag tærten ud og lad den køle lidt, mens du laver fyldet.
Riv marcipanen og pisk den med æg og smør. Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk det sammen. Tilsæt hvedemel, og rør til en ensartet masse.
Fordel cremen på den bagte tærtebund.
Skræl pærerne, fjern kernehus og skær ud i tynde både. Fordel dem i mazarincremen.
Drys de smuttede, grofthakkede mandler og bag tærten i ca. 30 minutter til den er gyldenbrun (min blev lidt til den mørke side, men den smagte fantastisk alligevel)
Så er det bare med at få taget isen ud af fryser, pisket noget flødeskum eller rørt lidt cremefraiche med vaniljesukker og lavet en kop kaffe – så er der serveret 🙂

Pæretærte med mazarincreme
Skriv en kommentar