Boganbefaling af “Lake House” af Kate Morton

“Lake House” af Kate Morton er udgivet i 2015 af forlaget Cicero.
Jeg har tidligere læst Kate Morton, både “En fjern hvisken”, “Huset i Riverton” og “Den glemte have”. Specielt “Den glemte have” var jeg meget begejstret for. De to andre synes jeg aldrig helt nåede op på samme niveau. Hvis man ikke tidligere har læst Kate Morton vil jeg kraftigt opfordre til at få læst hendes bøger.
“Lake House” er klart samme kaliber som “Den glemte have”, hvor historien tager udgangspunkt i nogle tragiske hændelser, der har udspillet sig i et hus, “Lake House”, og som ligger årtier tilbage.
I sommeren 1933 forsvinder den 11 måneder gamle dreng Theo fra sit værelse i Lake House i Cornwall, hvor han er blevet puttet til natten. Netop denne aften afholdes den årlige midsommerfest i huset for familie og venner. Der iværksættes i tiden efter en stor eftersøgning, men uden resultat.
70 år efter “falder” kriminalassistent Sadie Sparrow ved en tilfældighed over sagen om det forsvundne barn. Hun er på tvungen orlov fra politiet, hvor hun har været involveret i en sag om en forsvunden kvinde, der har efterladt sit barn i sin lejlighed. Sagen kørte lidt af sporet, og Sadie blev så personligt involveret i sagen, at hendes chef valgte at sende hende på tvungen orlov fra sin stilling i politiet. Hun flytter derfor midlertidigt ud til sin morfar, Bertie, som bor i Cornwall. Under en løbetur i skoven støder hun på Lake House, og efterfølgende hører hun om den gamle, uopklarede sag omkring den forsvundne Theo.
Hun begynder at undersøge omstændighederne omkring hans forsvinden, og får kontakt med hans storesøster, Alice Edevane, som er en verdenskendt krimiforfatter. Hun indvilliger i at hjælpe med at opklare sagen om den forsvundne Theo. Sammen graver de gamle familiehemmeligheder og forviklinger frem, og efterhånden går det op for begge, at intet er som først antaget.
Samtidig rører sagen omkring den forsvundne kvinde også på sig i kulissen, og også her kommer der nyt frem, da Sadie genoptager sagen i det skjulte.
En helt i gennem fantastisk historie, der tryllebandt mig fra side 1, og bogen var svær at lægge fra sig. Jeg kan varmt anbefale denne bog.

Lake House af Kate Morton
SKRIV EMAIL TIL FRU LARSEN:
Skriv en kommentar