Boganbefaling “Sne på hendes ansigt” af Thorstein Thomsen

Bogen handler om 3 generationer af kvinder og deres liv på godt og ondt startende med Michala Kryle som fortæller. Michala er nemlig storyteller, og en dygtig en af slagsen. Hele historien former sig gennem hende på hendes vej til sin mormors, AnneMarie Kryles, dødsleje. AnneMarie har levet et langt liv på 101 år, og har gennem dette liv oplevet lidt at hvert, lige fra at være en kristen profet i det lille samfund hun boede i til en meget jordnær tilværelse, hvor hun var det faste holdepunkt for Michala og hendes mor, Karen.
Michala fortæller levent og meget fantasifuldt om mormorens og Michalas mor, Karens samt Michalas liv og opvækst. Det er en barsk fortælling fyldt med fanatisk kristen tro, søgen efter kærlighed, vold, incest, prostitution og stofmisbrug. Vi bevæger os igennem årtierne fra førkrigstidens 30’ere med uro og angst under 2. verdenskrig, kampen for overlevelse og modstanden mod undertrykkelsen, til 50’erne med kernefamilien, op gennem 60’erne og 70’erne med kvindeoprør, hippier og blomsterbørn og op til 90’erne. Gennem disse årtier følger vi de tre kvinder, og hvordan de balancere deres liv og drømme, og ikke mindst deres relationer til hinanden og omgivelserne.
Historien er rigtig fint fortalt, og skildre både konflikterne og båndet mellem de tre kvinder på en medrivende måde. Det er ikke en hektisk historie, hvor der sker en hel masse, men der er mange tragiske og triste elementer, og med stille og roligt bliver man som læser ført gennem Michalas oplevelser og hendes fortællinger.
Det er en god og meget realistisk fortalt bog. Jeg var fanget fra starten af, men må indrømme, at da Michala gennemgår hippiestadiet, synes jeg at fortællingen gled lidt i en kedelig retning. Heldigvis kom den tilbage på sporet igen, og jeg slugte den sidste del. Den handler dybest set om det vi allesammen er i: Livet, de menneskelige og familiære relationer.
Absolut en bog jeg vil anbefale.
Udgivet i 2010 af forlaget Rosinante & co
Skriv en kommentar