Boganbefaling: “Afsporet” af Michael Katz Krefeld

Udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof 2014.

“Afsporet” af Michael Katz Krefeld handler om Thomas Ravnsholdt (kaldet Ravn), der er en  kriminalbetjent, som efter at have mistet sin kone har orlov fra sit job. Han har svært ved at håndtere sit tab, og tilbringer dagene på den lokale bar “Havodderen”, der ejes af Johnson.

Johnson beder Ravn om hjælp til at finde en ung pige, som er forsvundet på mystisk vis for år tilbage. Denne pige hedder Mascha, og er i en ung alder faldet i kløerne på nogle vest-europæiske mænd, som bl.a. driver bordeller, sælger narko og andre lyssky forretninger.

Ravns søgning efter Mascha leder ham til Sverige, hvor han stifter bekendtskab med et koldt prostitutionsmiljø, hvor mange kvinder lever en kummerlig tilværelse og lider ofte en grufuld død, enten af narkotika, tæsk fra deres kunder eller fordi deres alfonser slår dem ihjel.

Samtidig dukker der lig af unge kvinder op i Stockholm, som er udstoppet og kalket hvide, så de ligner statuer. En seriemorder er på fri fod, og politiet står på bar bund i sagen. Vi bliver også præsenteret for seriemorderen, uden at det afsløres hvem han er. Her følger vi ham allerede fra han var barn, og får tegnet et billede af, hvilken baggrund han havde for at myrde og udstille sine ofre.

“Afsporet” er en virkelig god bog. Den er spændende fra første side, og selvom hovedpersonen Ravn er en fordrukken kriminalbetjent, som man jo også læser om i mange andre krimier, overskygger resten af handlingen og ikke mindst beskrivelsen af det rå prostitutionsmiljø er ret fængslende.

Jeg giver den mine varmeste anbefalinger. En bog alle krimielskere skal læse.

“Afsporet” er nummer 1 i serien om Ravn:

Rækkefølge:

-“Afsporet”

-“Savnet”

-“Sekten” – udkommet i okt. 2015

 

 

Print Friendly, PDF & Email