Juledekorationer

Så er vi ved at træde ind i december måned, og julehyggen kommer snigende ind i vores hjem. Jeg elsker jul og alle forberedelserne, både dekorationer og alt det spiselige. 

Igen i år har jeg lavet lidt stilleben uden for af naturens materialer. Julen er jo dyr nok i forvejen, så jeg har været på besøg i en lille skov tæt på, hvor vi bor med min søde nabo (en sjov ældre dame, der kender alle de gode steder her ved Fodsporet med både frugt og bær om sommeren og flotte kogler, grene, bark og mos om efteråret/vinteren). 

I år har jeg jo mit skønne drivhus, som har fungeret som værksted for kreeringen af diverse dekorationer og lign. Det har været drønhyggeligt at tulle rundt derinde med tændt radio, kaffe på kanden og de nysgerrige høns udenfor, der med jævne mellemrum har prikket på vinduerne for at gøre opmærksom på deres eksistens. Der er ingen tvivl om, at de føler sig meget forsømte og oversete, hvis der ikke lige falder havregryn, hvedekerner eller æbler af hver gang Manden eller jeg har bevæget os udenfor.

Trappen til terrassen bruges sjældent hos os om vinteren, så den har jeg dekoreret med et par aflange trækasser foret med jute-dug. Heri er jord med hyacinter, mos fra skoven og lærkegrene. En kurv med kogler og min ynglingsblomst julerosen får også en plads.

En lille halmkrans, som er bundet med gran, buksbum og lidt tørret hortensia fra haven pryder hoveddøren

En trækasse med juletulipaner, mos og kogler står ved hoveddøren og byder velkommen

Indenfor er der også pyntet lidt op med forskellige dekorationer. Jeg har igen brugt det forhåndværende fra naturen omkring os, altså bortset fra oasis, lys, kugler osv. Jeg er vild med kombinationen af det rustikke fra naturen og sølvglimmer, og igen i år bliver julen meget hvid hos os med hvide blomster, lys, kugler m.m.  Jeg har sprayet med spraylim og drysset med sølvglimmer i alle mine dekorationer.

Fine hvide minijulestjerner, der er sat på oasis i et stort fad med mos omkring og lidt lærkegrene, som er sprøjtet med lim og drysset med sølvglimmer.

Et par potter med kogler i oasis, hvor fine enebærgrene er stukket i, og danner en grøn krans om koglerne.

Kalenderlysdekorationen er også lavet med de grønne materialer, jeg kunne finde i haven. Prydet med lidt snebær og glimmer.

Lidt juleri i vindueskarmen. I baggrunden ses drivhuset oplyst af lyskæder og levende lys. (mere om det i et senere indlæg)

Adventskransen venter bare på at blive tændt på søndag

En alpeviol på en bakke med lidt sølvglimmerkogler, lys og et par store agern i sølvlook hygger på sofabordet

Sofabordsdekorationen lidt tættere på.

 

Det var hvad jeg fik lavet i denne omgang, men jeg har mange flere projekter i støbeskeen. Og drivhuset skal absolut også gøres klar til jul, så det bliver mit næste projekt 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Print Friendly, PDF & Email

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*