Hveder (Lagkagehuset)

Det er en rigtig hyggelig tradition, at man spiser varme hveder aftenen før St. Bededag. Jeg har brugt en opskrift fra Lagkagehuset, som jeg synes er vildt god. Hvederne dufter af kardemomme, og er både bløde og lette. Bag evt. en dobbeltportion, så er der måske til et par dage til familien.
Ca. 15 stk.
50 g gær
2,5 dl lunkent vand
1 æg
75 g blødt smør
50 g flormelis
10 g salt
10 g stødt kardemomme
600 g hvedemel
Fremgangsmåde:
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt det bløde smør, flormelis og æg. Rør det sammen. Rør halvdelen af melen i sammen med salt og kardemomme. Rør det til en ensartet masse. Tilsæt resten af melet og ælt dejen godt igennem på bordet.
Læg dejen i en skål, og lad den hæve under et viskestykke i 30 min.
Form bollerne, og sæt dem tæt i en bradepande (ca. 1-2 cm mellem hver) med bagepapir. Læg et fugtigt viskestykke over, og lad dem hæve i ca. 1 time.
Bag hvederne i ovnen på 200 grader i ca. 20-25 min til de bliver brune. Lad dem køle lidt af.
Flæk dem og rist dem på brødristeren. Server dem lune og ristede med smør og marmelade

Hveder med rabarbermarmelade
Skriv en kommentar