Boganbefaling af “Uglen – dræber kun om natten” af Samuel Bjørk

“Uglen – dræber kun om natten” af Samuel Bjørk, udgivet i 2016 af forlaget Rosinante.
Bogen er den anden krimi fra Samuel Bjørk med den ledende efterforsker Holger Munch, der igen må tilkalde Mia Krüger for at få hjælp til en profil på en morder.
I en skov findes en ung pige lagt på fjer, med en hvid blomst i munden og et pentagram af levende lys. Hun er tydeligt afmagret og pint ihjel, og selve mordet ligner en rituel handling.
Det viser sig, at hun har været forsvundet gennem længere tid, og hun er ikke den eneste unge pige, der er savnet.
Efterforskningen leder politiet mod et opholdssted for unge mennesker, der umiddelbart virker idyllisk og som et rart sted. Men er tingene som de ser ud på overfladen, eller foregår der noget ingen andre må vide?
Mens man følger efterforskningen fra politiet side, følger man også morderens tanker og handlinger, dog uden direkte at blive præsenteret for denne.
Her viser sig en meget syg person, der tilsyneladende har haft en forfærdelig barndom, hvor personen i den grad har været isoleret og lagt for had. En opvækst der i den grad har sat sine spor, og er årsag til en sygelig afstumpethed og grusomhed, som går ud over de forsvunde unge piger.
Bogen er både spændende og velskrevet. Det er en af de barske krimier, der drager læseren ind i et sygt univers, hvor de færreste har lyst til at være. Men spændende er det. Tempoet i historien er hæsblæsende, men også fængslende
Har du læst “Der hænger en engel i skoven” af samme forfatter og synes godt om den, er jeg overbevist om, at du også vil synes om denne bog.
En god, men barsk krimi.

“Uglen- dræber kun om natten” af Samuel Bjørk
Skriv en kommentar