Boganbefaling “PS. Trænger til risalamande (og adventsdiller)” af Jeanett Veronica Hindberg

“PS. Trænger til risalamande (og adventsdiller)” af Jeanett Veronica Hindberg udgivet i 2016 af forlaget forlaget Turbine er en julekalenderdagbog, hvor julen endnu en gang banker på i det Hindbergske hjem.
Bogen er nr. 3 i rækken af næsten sandfærdige dagbøger, der handler om forfatterliv, hang til risalamande og Morten Resen, som stadig er nr. 1 på Jeanett Veronica Hindberg liste, som potentiel ægtemand.
Bogen er bygget op som en dagbog, hvor forfatteren uden filter fortæller om, hvordan hun har det med julen og juleræset med kalenderlys, julegaver og familien Danmarks ind imellem krampagtige forsøg på at vise, at der er styr på julen. Jeanett er underskudsramt, og alene det et opdrive et kalenderlys og forsøge at etablere en eller anden form for juleagtig steming i hende og sønnens (Teen) hjem i Farum er et projekt i sig selv. Heldigvis er det stadig muligt at købe og indtage anseelige mængder af risalamande, så helt tosset er december trods alt ikke. Samtidig er Jeanett i fuld sving med at skrive en bog mere, endda af den underlødige slags med deadline i februar måned, som nærmer sig med hastige skridt, så presset er stort i december måned i det Hindbergske hjem.
Hun er hudløs ærlig omkring hendes syn på julen og har ingen ambitioner om at tegne et perfekt billede af hendes jul, tværtimod.
De frimodige og bramfrie formuleringer i bogen har stor underholdningsværdi, og giver en lethed historien i bogen. En historie der udover at handle om julen, familie, kalenderlys eller mangel på samme også handler om, hvor svær julen kan være for nogen, der ikke altid forbinder julen med noget positivt. Julen frembringer bl.a. minder fra tidligere tilværelse med en alkoholiseret mor samt om som den ældste søskende at skulle sørge for sine søstre.
Det korte af det lange er, at jeg er vild med Jeanett Veronica Hindbergs bøger. Jeg beundrer ligefremheden i hendes formuleringer. Hun kan noget med sproget, og tilfører helt klart det danske sprog nye nuancer og ord.
Jeg glæder mig til den næste bog fra hendes hånd.
Skriv en kommentar