Min sommerlæsning

Selvom jeg har haft travlt med huskøb, flytning m.v. har jeg fået læst og lyttet til nogle bøger. Jeg har valgt at samle disse til min mening om dem i korte træk her i indlægget. Håber, at I bliver inspireret til at læse nogen af dem.


Inger Wolf (krimi)

Jeg har læst to af Inger Wolfs bøger, og der er jeg bestemt ikke blevet skuffet. Hun har skrevet flere forskellige, jeg har dog ikke læst dem i rækkefølgen, men den første er Sort Sensommer, udgivet i 2015 af forlaget Modtryk:

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 14.19.28

Antropologstuderende og enlig mor Anne Kiehl forsvinder under sin daglige løbetur. Hun bliver kort tid efter fundet nøgen og med skarntyde-blomst placeret på hendes bryst. Efterforsker Daniel Trokic sættes på sagen, hvor han samarbejder med IT-eksperten Lisa Kornelius. Sagen bringer dem vidt omkring med en del vidneforklaringer og blinde veje. Kriminalassistent Jakob Hvid sættes på sagen, og han flirter lidt med Lisa, og samarbejdet udvikler sig til et kærlighedsforhold. Selve sagen er kompleks, og både Daniel, Jakob og Lisa må bruge al deres erfaring for at løse mordgåden.

En virkelig velskrevet krimi med alle elementer. Kærlighedsforholdet mellem Jakob og Lisa fylder ikke meget, men er tilpas til en krimiroman. Jeg kan kun anbefale at læse Inger Wolf.


Den anden jeg læste af hende var Sangfuglen udgivet i 2009 af forlaget Modtryk:

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 14.22.44

Igen er det trekløveret Daniel, Jakob og Lisa, der involveres i en sag om en ung kvinde, der findes død i Rådhusparken i Århus. Liget er meget forslået og maltrakteret. I første omgang ligner det et selvmord, men ved nærmere undersøgelse af liget begynder spørgsmålene at dukke op omkring hendes død. Hun hedder Maja Nielsen, og er tilsyneladende faldet ned fra en meget høj bygning, men stedet hvor hun blev fundet er der ingen høje bygninger på. Desuden er der flere tegn på, at liget er blevet flyttet.

Maja var en ung studerende, der i første omgang fremstod som en ganske almindelig ung kvinde, men efterhånden som efterforskningen skrider frem tegner der sig et billede af en noget skræmt og psykisk påvirket kvinde, der har adskillige skeletter i skabet.

Igen en virkelig spændende krimi fra Inger Wolf, jeg synes dog at Sangfuglen er en kende bedre end Sort sensommer. Læs den.


Den næste er en fremragende bog af Sue Monk Kidd, som handler om stærke kvinder. Udgivet af forlaget Gyldendal i 2015:

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 14.25.33

Historien foregår i 1964 og handler om Lily Owen, der er en 14-årig pige. Hun bor alene med sin far i South Carolina på hans ferskenfarm. Lily mistede sin mor som 4-årig, og er overbevist om, at det var hende, der dræbte moderen ved et vådeskud. Lily er meget overladt til sig selv, og faderen virker mest at alt som om han hader hende. Den eneste, der tager sig af hende er Rosaleen, der er Lilys sorte barnepige og husholderske for faderen. Racediskriminationen kører for fuld blus, og efter en konflikt med nogle hvide mænd er Rosaleen nødt til at flygte, og Lily tager med, ikke mindst for at komme væk fra sin tyranniske far. De tager til en by kaldet Tiburon. Lily har et lille billede med navnet på den by, som hun har fået efter sin mor. Drevet af nysgerrighed omkring moderens liv og død tager Lily til Tiburon sammen med Rosaleen. Her møder de 3 sorte søstre, der blandt andet lever af biavl. Også her hersker der racediskrimination, men Lily og Rosaleen opholder sig trygt og godt hos de 3 søstre. Lily introduceres til biernes liv, og møder også sin første kærlighed samtidig med, at hun finder ud af sin mors tilknytning til stedet. Lykken varer ikke evigt, og en dag dukker hendes far op, og vil have hende med hjem.

Bogen er rigtig god, og er hele vejen igennem godt skrevet og stemningsfyldt. Lidt på linje med “Farven lilla” og “Niceville” handler bogen racediskrimination og de sortes kamp for at opretholde en vis levestandard. Samtidig handler denne bog også stærke kvinder, og de stærke bånd de har knyttet.
En absolut anbefalelsesværdig bog, som for øvrigt er filmatiseret.


Den næste er endnu en krimi, skrevet af Harlan Coben som jeg er blevet stor fan af 🙂 Den Fremmede er udgivet i 2016 af Gads forlag.

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 14.23.19

Bogen handler om Adam Price (der intet har at gøre med Brødrene Price 😉 ), der lever et dejligt liv med sine børn og sin kone, en harmonisk familie.

Under en Lacrosse-kamp bliver Adam kontaktet af en fremmed mand, der fortæller ham, at han lever på en løgn, og at hans kone har ført ham bag lyset. Adam er efterfølgende noget rystet, men beslutter sig for at tale med sin kone, Corinne om det. Efter konfrontationen med hende forsvinder hun på mystisk vis. Adam kan ikke komme i kontakt med hende, men han modtager nogle underlige sms’er fra hende om, at han skal lade hende være og ikke forsøge at finde hende. Adam gør alt hvad han kan for at finde sin kone, og efterhånden dukker der også nogle underlige historier fra fortiden, som han skal forholde sig til

Harlan Coben er ganske enkelt fabelagtig. Jeg har aldrig læst noget af ham før, men jeg VIL læse mere af ham. Historien er spændende og bygget godt op, og plottet er fantastisk.

Mange varme anbefalinger herfra.


Det kan jeg desværre ikke sige om Håkan Nessers “Elleve dage i Berlin” udgivet i 2016 af Forlaget Modtryk

Skærmbillede 2016-08-16 kl. 14.26.27

Den handler i korte træk om Arne, der som 12 årig blev lettere hjerneskadet efter han sprang på hovedet  på for lavt vand. Han er vokset op hos sin tante og onkel og med sin far, som er blevet forladt af hans mor. Men fik på det tidspunkt at vide, at hun var død.
Arne får på faderens dødsleje at vide, at moderen ikke var død, da han var lille, men at hun var stukket af med en anden mand.

Arne lover sin far at finde moderen og overdrage en lille æske til hende fra faderen. Han lover ikke at åbne den forinden.
Arne tager til Berlin for at finde sin mor. Her støder han ind i den noget ejendommelige professor og en kvinde, der sidder i kørestol.

Hele historien er meget velskrevet, som Håkan Nessers altid er. Han har en skøn måde og formulere sig på, og er absolut en af mine ynglingsforfattere, men her skuffer han mig. Jeg synes, at bogen mangler substans, og slutningen efterlader mange spørgsmål.

Men når det er sagt, så glæder jeg mig alligevel til hans næste bog.


Anne B. Ragde har skrevet mange dejlige bøger…Bl.a. trilogien “Berlinerpoplerne”, “Eremitkrebsene” “Ligge i de grønne enge”, og desuden har jeg læst “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en bog om hendes mor Birthe.

“Arsenik-tårnet” er udgivet i 2011 fra forlaget forlaget Rosinante

IMG_2837

“Arseniktårnet” handler om Therese, der ved sin mormors død oplever sin mor, nærmest jublende over, at Thereses mormor, Malie-Thalia, er død. Historien går tilbage til Malies opvækst, hvor hun var datter af en far, der misbrugte hende, en mor, der hadede hende. Moderen og faderen ejede en kro, hvor Malie hjalp til, og var udsat for stort omsorgssvigt. Hun flygtede fra sine forældre, og tog videre med en lille teater-trup. Senere blev hun revy-skuespillerinde, og levede nærmest som en prostitueret for at kunne overleve. Hun møder Mogens, der er præstesøn, og som bliver ansat på Den Kongelige Porcelænsfabrik så blå-blomst maler.

Det er en virkelig god og barsk historier, der skildrer de svære tid samt kampen for overleve. Hvis man kan lide at læse Jane Aamund med hendes familieskildringer vil man elske denne bog.

Jeg var i hvert fald begejstret.


 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*