Boganbefaling: “Sekten” af Michael Katz Krefeld

“Sekten” af Michael Katz Krefeld er den tredje i rækken af bøger om Thomas Ravnholdt (Ravn), som lever stadig sin noget isolerede tilværelse på båden Bianca med hunden Møffe. Han tager sig stadig nogle gedigne drukture, hvor han forsøger at komme gennem sorgen over tabet af hans kone, Eva, der blev dræbt af en ukendt gerningsmand i deres lejlighed. Han har svært ved at slippe tanken om, at Evas morder fortsat er på fri fod og ustraffet i den sammenhæng. Han har fortsat ikke noget fast job, og hans eneste beskæftigelse har været at finde en russisk ung pige, der var forsvundet, for hendes mor samt en middelaldrende mand, der var savnet af sin søster. Dette er åbenbart kommet den succesrige forretningsmand Ferdinand Mesmer for øre. Han er meget interesseret i at finde sin søn Jakob Mesmer, som for år tilbage dannede en sekt og mere eller mindre forsvandt fra jordens overflade. Ravn er ikke helt villig til at starte et samarbejde med Ferdinand Mesmer, som han på mange måder ikke bryder sig om, og hvis motiv for at finde sønnen ikke lyder troværdigt. Ikke desto mindre udvikler sagen sig i en retning, hvor Ravn alligevel prøver at finde sekten og Jakob, som viser sig at befinde sig på en stor gård på Lolland. Ravn sætter kursen sydpå, og inden han når at se sig om, står han i et uvirkeligt inferno og er selv i overhængende fare.

Som de to foregående bøger i serien om Ravn går der lidt tid inden der kommer rigtig gang i sagen. Den første del af bogen handler primært om Ravns liv på Bianca og hans daglige kvaler med alkoholmisbrug, dårlig økonomi og savnet efter Eva, hvis død stadig er uopklaret.  Bogen tager fart, da Ravn kører til Lolland og involveres mere og mere i eftersøgningen af Jakob samtidig med han prøver at finde ud af, hvad årsagen til, at Ferdinand Mesmer vil have kontakt med sin søn efter alle disse år. Samtidig rumstere sagen om Evas mord stadig lidt i baggrunden, og Ravn kommer måske et lille skridt nærmere på en opklaring fra en helt uventet kant.

Jeg synes, at bogen er god og velskrevet ligesom de tidligere bøger af Michael Katz Krefeld, og denne bog er virkelig spændende. Det er klart en bog jeg vil anbefale. Jeg synes dog, at man skal læse de to andre først, ikke mindst for at kunne følge med i Ravn privatliv og have forståelse for hans kvaler. Rækkefølgen er som følger:

  1. Afsporet
  2. Savnet
  3. Sekten

Udgivet 2015 af forlaget Lindhardt og Ringhof

IMG_2114

Print Friendly, PDF & Email

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*